SYDDANMARK: Region Syddanmark må samlet set betale 1,3 mio. kr. for den undersøgelse, som advokatfirmaet Kromann Reumert foretog i forbindelse med Holst-sagen. Men fejl får flere politikere til at stille spørgsmål til regningen, skriver Fyens Stiftstidende og JydskeVestkysten.
Undersøgelsen, der fylder 27 sider, formår ikke at svare på hovedspørgsmålet om, hvem der i 2013 stod bag ønsket om at fjerne Holsts navn på en faktura for køb af ydelser fra en ekstern taleskriver. Og flere politikere i regionsrådet stiller sig nu også tvivlende over for validiteten af den endelige regning fra Kromann Reumert.
Ifølge den første del af regningen på 610.000 kr., der dækker advokatfirmaets arbejde i oktober 2015, bliver regionen blandt andet bedt om at betale for 'omfattende korrespondance' med Carl Holst og dennes advokat Karoly Neméth. Men Kromann Reumert har på intet tidpunkt i oktober talt med Holst og Neméth.
Hos Kromann Reumert erkender partner Kim Trenskow, at man har lavet en fejl på den første regning.
Banal tekstfejl
- Det er korrekt, at den første afregning indeholder en banal tekstfejl. Denne tekstfejl har imidlertid ikke haft betydning for selve afregningerne, som er baseret på tidsregistreringerne. Vi har overfor Region Syddanmark beklaget fejlen, der sandsynligvis er opstået ved, at teksten ikke er blevet fuldstændig rettet til, da vi konstaterede, at sagen ikke umiddelbart kunne sluttes, og derfor besluttede at foretage en aconto afregning pr. ultimo oktober.
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er ikke betænkelig ved fejlen, men flere regionsrådspolitikere er rystede over fejlen og vil til bunds i sagen:
- Man kan da ikke bare skrive en ydelse på en regning, hvis ydelsen ikke har fundet sted. Det er stærkt bekymrende. Jeg er ærlig talt rystet. Det bliver vi simpelthen nødt til at få undersøgt nøje, siger Thies Mathiesen (DF), mens den radikale Kristian Grønbæk Andersen ønsker en nøjagtig specificering af, hvilke opgaver Kromann Reumert har udført hvornår. Marianne Mørk Mathiesen (LA) vil have regionens jurister til at vurdere, om der er grundlag for at rejse en sag for Advokatnævnet.
Regionsdirektør Jane Kraglund har onsdag været i kontakt med Kromann Reumert, der har beklaget fejlen. Hun afventer nu, om nogle af politikerne fastholder, at de vil have afregningen undersøgt og specificeret mere ud.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.